Kommentar om snerydning i Aarhus Kommune

Her kommentarer fra Fodgængerforbundet sendt til Aarhus Kommune om den indsats, kommunen som myndighed, ejendomsejer og entreprenør gør og kan gøre:

Aarhus Kommune har tre forskellige roller i forbindelse med vejrliget:

Den første rolle er, at Aarhus Kommune er myndigheden, som kan påbyde manglende privat snerydning alternativt rydde sneen og salte på grundejerens regning. Aarhus Kommune har tidligere bedt Politiet om at udstøde bøder.
Der er jo ingen tvivl om, at veje, cykelstier og fortove skal gøres farbare og sikre, og at der er myndighedens opgave at sikre dette gjort. “Hvis du [ejendomsejeren] ikke i tilstrækkelig grad får fjernet sne, kan den kommune, du bor i, udstede et påbud. I grelle tilfælde kan kommunen rydde sneen og salte på grundejernes regning.” som det fremgår af DRs artikel den 14-02-2026 med henvisning til advokatfirmaet Bech-Bruun samt borger.dk
Nogle dage efter den sidste omgang sne kunne man ved selvsyn konstatere, at mange ejendomme i den nyanlagte Vestergade ikke havde ryddet sneen på fortovet. Tager du ud i villakvartererne er det meget værre.
I bedste fald er det manglende viden om pligterne som ejendomsejer, i værste fald er det dovenskab. Men uanset hvad er det generende og til fare for den gående trafik. Og gående trafik er mere end nogensinde blevet aktuelt, da busserne og Letbanen holdt op med at køre.

Den anden rolle er, at Aarhus Kommune ejer en del ejendomme såsom børneinstitutioner, plejehjem, rådhuse m.m., som er omfattet af denne samme pligt til at rydde fortovet, og det uanset budgetmæssig dækning. Ved den forrige store snerydning, kunne man konstatere, at den pågældende bruger af ejendommen/ejendomsforvaltningen ikke var klar over pligten at rydde. Aarhus Kommune har før tabt retssager for manglende snerydning m.m. ud for egne ejendomme.

Endelig udfører Aarhus Kommune selv snerydningen med egne folk eller entreprenører hyret til opgaven. Det er selvfølgelig primært veje og cykelstier, men som berører den gående del af borgerne på den måde, at sneplovene ofte pløjer sneen op i store bunker, så forgængerne også i den aktuelle snerydning skal bestige en mindre bjerg for at krydse gaderne eller stige på eller af bussen ved stoppestedet. 

Vi lever i et samfund med et højt tempo, som forudsætter, at el, vand, varme, internet m.m. fungerer i døgnets 24 timer og med få nedbrud. Nogle skal fysisk på arbejde, for alle kan ikke sidde derhjemme med en hjemmearbejdsplads, når snerydningen, saltningen m.m. er ude af trit med behovet forværret af, at den offentlige trafik med busser og letbane holder i garage af samme årsag.

Det hele er ikke kun et spørgsmål om budget, men også om at præcisere reglerne overfor det civile beredskab, en lovgivning som jo har eksisteret gennem generationer.